Masken af

At forlade UWM

Hej, mit navn er Adam Wolfe. Jeg er medstifter af Chroneme. Jeg føler, at vi i livet bærer så mange forskellige masker, ved du, og at vi er en anden version af os selv over for forskellige mennesker. Du er en anden version af dig selv over for din familie, over for dine kolleger, over for dine venner. Og jeg vil gerne bruge denne mulighed til at tage den maske af, så du kan se, hvem jeg virkelig er. Så lad os tale om, hvorfor nu. Og jeg tror, der er mange, der har, altså, jeg ved, at mange har spurgt mig: Hvorfor skulle du forlade UWM? Og det er et kompliceret svar. Jeg tror, at jeg på papiret har det job, som enhver advokat drømmer om, ikke? Altså, jeg er chefjurist i et børsnoteret selskab. Jeg arbejder sammen med mennesker, som jeg holder meget af. Jeg har stor frihed over de ting, jeg arbejder med. Jeg føler, at jeg får meget arbejdsglæde. Jeg sætter kryds i alle felterne, ikke? Og jeg tror, at de fleste så ville svare: Hvorfor skulle du så gå? Når du har alt, hvad du ønsker dig, hvorfor skulle du så gå? Hvorfor skulle du give slip på det? I sidste ende, at være advokat i et børsnoteret selskab, så meget som det giver mening på papiret, og jeg tror, jeg er rigtig god til det, og jeg tror, at den person, jeg er, altså, når man tager alle maskerne af, sådan: Hvem er du? Altså, hvem er du egentlig? Altså, den version af dig selv, når du er derhjemme med din familie.

Og den person er en anden maske end den maske, jeg vil blive ved med at bære hver eneste dag som advokat. Og mit ønske om at skabe og bygge noget særligt, der gør en forskel for samfundet, en forskel i folks eget liv, rækker langt ud over det, jeg laver lige nu. Og virkeligheden er, at jeg er villig til at tage den risiko. Og jeg er virkelig villig til at give slip på den mulighed, jeg har. For det ønske om at gøre mere er så stort, at jeg ikke kan, jeg kan ikke lade være.

Og så er spørgsmålet jo: Nå, men hvis du havde det sådan, måske har du haft det sådan et stykke tid, så er det noget, der ligesom sidder i din, i din sjæl. Hvorfor så i slutningen af juli 2026? Altså, hvis du har, du har været det sted i 10 år, hvorfor skulle du vente til juli 2026? Og svaret på det er for mig et par ting. For det første mødte jeg den perfekte partner, som supplerer mig på alle de punkter, hvor jeg har brug for det. Han er det stik modsatte af alt, hvad jeg er. Han er en brun fyr fra Pakistan, som er læge og IT-mand. Jeg er en hvid fyr fra Midtvesten, som er advokat og forretningsmand. Altså, vi kunne ikke være mere forskellige.

Men i alt det, der betyder noget, er vi ens. Vi har de samme værdier, de samme mål, de samme ønsker, den samme motivation, og vi har den samme overbevisning om, at vi vil gøre alt, hvad der skal til, for at vores virksomhed bliver en succes. Så det er ligesom det første. Så der stod stjernerne ligesom rigtigt. Jeg tror, den anden del er, at jeg er pokkers god til at give råd. Altså, undskyld, jeg håber ikke, det lyder arrogant, men det, jeg er rigtig, rigtig god til og har gjort i mange år, er at rådgive folk.

Jeg har rådgivet flere milliardærer i, hvordan de skal drive deres virksomheder. Jeg har rådgivet mange mennesker om deres karriere. Jeg har rådgivet mange mennesker om deres personlige beslutninger og håb. Jeg er pokkers god til det. Jeg er ikke så god til at følge mine egne råd. Jeg siger altid, at en advokat, der fører sin egen sag, har et fjols som klient.

Ja, jeg har måske taget det lidt for langt. Så for et par uger siden var jeg ude at gå en tur med min kone. Og vi talte de forskellige scenarier igennem, hvis jeg sagde op. Og risiciene og fordelene og de forandringer, der vil ske i vores liv, og det der med at springe ud fra klippen, som jeg har hørt et par iværksættere sige. Og hun sagde bogstaveligt talt det klogeste, og det er bare så enkelt. Og jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke har fanget det før nu.

Og hun sagde: Hvad ville du råde din søn til? Jeg har en søn på 16 år. Og hun sagde: Hvad ville du råde ham til? Hvis han, hvis han kom til dig med det her dilemma, hvad ville du så sige til ham? Og jeg fortalte hende præcis, hvad jeg ville råde ham til. Og så kiggede hun på mig og sagde: Så er det det, du gør.

Det er det, du gør. Og det var sådan, åh gud, selvfølgelig er det det, jeg gør. Og på det tidspunkt gik det virkelig op for mig, at det var nu, og at jeg skulle med flyet, ellers ville det lette uden mig.

Mødet med Z

Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg som 43-årig gik tilbage på skolebænken, som topleder i en stor virksomhed med, du ved, et stort team og, du ved, en god løn. Du ved, hvorfor skulle, hvorfor skulle jeg tilbage på skolebænken, når jeg allerede havde læst jura? Folk troede, jeg var skør, men grunden er, at jeg aldrig holder op med at lære. Og jeg vil gå gennem livet på en måde, hvor jeg altid lærer. Jeg vil være 90 år og stadig lære af andre, fordi jeg føler, at vi altid kan forbedre os. Vi kan altid blive bedre, og så kan jeg, du ved, lære noget og give det videre.

Og for mig var business school på Northwestern den mulighed, en mulighed for at blive ved med at lære og møde nye mennesker, som jeg ellers måske ikke ville have haft mulighed for at møde. Og det var der, jeg mødte Z. Så Zohaib og jeg mødtes, jeg kalder ham Z, delvist Z. Jeg ved ikke, om du ved det, men ærligt talt vidste jeg ikke, hvordan man udtalte dit navn i starten. Og jeg syntes bare, det var nemmere at sige Z. Så undskyld for det.

Men nej, jeg tror, det hang ved. Så Z var, du ved, en af de første, jeg mødte på Northwestern Kellogg. Og vi klikkede næsten med det samme på det personlige plan, fordi han er et meget dybt menneske. Og jeg tror, vi tænker meget ens om livet og familien og vores indflydelse på begge dele. Han har et godt hjerte, og han er en god mand. Og derfor tror jeg, at det i høj grad var et personligt forhold.

Og jeg tror, det blev ved med at vokse gennem tiden på business school. Men det interessante er, at vi blev ved med at vende tilbage til de udfordringer, vi havde i vores egne liv, og vores mål for vores familier og for vores fremtid og for vores karrierer. Og jo flere lag vi skrællede af, jo mere opdagede vi, hvor ens vi var på det personlige plan, men alligevel hvor forskellige vi var i de talenter, vi bringer med os. Og en af de ting, jeg tænker på, når jeg bygger teams, er vigtigheden af diversitet, og hvor vigtigt det er at have mange forskellige måder at tænke på. Altså, hvis du tænker på at bygge et hus, så har du brug for en tømrer og en blikkenslager og en elektriker og en arkitekt. Og du har ikke nødvendigvis brug for én person, der gør alle de ting, men du vil have dygtige folk på alle niveauer.

Og jo flere lag vi skrællede af, jo mere opdagede vi, at vi to sammen bidrog med så mange af de ting, uden at de nødvendigvis overlappede. Men det, der virkelig overlappede, var vores vision og vores mission og vores formål. Og jeg husker en bestemt dag på skolen, hvor det bare gik op for os, at, du ved, det her kunne være en fantastisk professionel og forretningsmæssig mulighed for os at arbejde sammen. Og sådan som Z er, og sådan som jeg er, besluttede vi bogstaveligt talt inden for fem minutter, at det var det, vi skulle.

Hvad Chroneme er

Det er ikke enkelt, for jeg tror, folk forstår AI og sundhedsteknologi, som det findes i dag, inden for en kategori. Du ved, det er lidt som om, at alt passer ind i en simpel kasse. Det er sådan, du ved, en bestemt teknologi passer ind i den her kasse. Det er sådan, du ved, man putter det i en container. Men det, vi bygger, er så anderledes, at der ikke er noget at sammenligne det med. Så du har ikke, du har ikke noget at tage udgangspunkt i.

Jeg mener, vi kan godt sige, at vi bygger en AI-model. Men hør her, alle og enhver, der har hørt om AI, bygger nu en AI-model. De tager en LLM, pakker den ind og påstår, at de er en AI-virksomhed. Og det er noget, jeg føler, vi bliver nødt til at kæmpe imod, fordi der er den her skepsis, sådan: I er bare endnu en AI-virksomhed. Endnu en, der prøver at bygge en AI-virksomhed, ja, AI kommer til at forandre alt. Men altså, hvorfor er jeres anderledes?

De store spillere, OpenAI, Claude, Google, de kommer bare til at sluge alle de andre. Jeg mener, jeg tror, det er den opfattelse, vi kæmper imod. Men jeg tror, det, der går tabt i alt det, er, at vi ikke prøver at bygge det samme, som alle andre prøver at bygge. Det er det, der er anderledes. Altså, der er den her store gruppe af virksomheder og folk, der bygger den her ting. Og de prøver alle sammen at give den ting, de bygger, mere kraft.

Det er som en hurtigere og hurtigere og hurtigere bil. Men vi bygger ikke engang en bil. Vi bygger en anden slags transport, der tager dig et helt andet sted hen. Og derfor er det svært at forklare, for du ved, hvordan en bil ser ud. Og hvis jeg siger, at jeg bygger en bil, så forstår du, hvad en bil er. Men hvis jeg siger, at jeg bygger en anden form for transport, som du aldrig har oplevet, sådan, du ved, »beam me up, Scotty« i Star Wars.

Du kan ikke, du kan ikke forstå det, fordi det er noget helt andet. Og derfor har jeg svært ved at formidle til verden, hvor anderledes og særlige vi er. Og jeg tror, den eneste måde, jeg virkelig, virkelig kan gøre det på, er ved at sige, at vi skaber en ny kategori. Altså, ja, det er en AI-model, men det er en helt anden type model med et andet anvendelsesformål. Altså, de nuværende modeller er meget brede. Det er ligesom at skyde med haglgevær, og de bliver mere og mere kraftfulde.

De er til generel brug. Vi er som riflen eller en skalpel. Og vi er ligeglade med alle de andre ting. Vi går op i præcision. Vi går op i at give det samme svar hver gang. Vi går op i at kunne forklare, hvorfor beslutningen blev truffet.

Og de funktioner er vigtige på områder som medicin, hvor man ikke kan have det forkerte svar. Og måden, vi bygger det på, er ikke bare, så du kan sige: Nå, nu ved jeg, at jeg har, at jeg havde symptomerne. Jeg har den her sygdom. Det, vi siger, er nej, nej, nej, nej. Vi kan fremskrive kursen for, hvor du er på vej hen.

Vi siger ikke, at du er der endnu, men det er der, du er på vej hen. Men ved du hvad? Måske kan du træffe nogle beslutninger i dit liv, eller måske kan vi gøre noget, der får den vej til at ændre sig. Og i stedet for at gå til højre kan du gå til venstre. Og for mig er det sådan, vi bør gribe medicin an: på måder, hvor vi kan opdage ting, før de sker, så vi kan ændre udfaldet.

Luke

Så der er oplevelser i livet, der ændrer dit syn på, hvem du er. Og for mig kom den forandring med min søn, Luke. Efter at have fået to børn blev min kone og jeg velsignet med at vente vores tredje. Og jeg tror, når man er yngre og heldig nok til ikke at have haft problemer med at blive gravid før, så tager man det bare for givet, at det sker nemt. Men for os var det tredje en stor udfordring.

Og det tyngede min kone meget, og ærligt talt tyngede det også mig rigtig meget. Og indtil man har prøvet, hvor svært det kan være at få et barn, tror jeg ikke, man virkelig værdsætter det, man har fået, den gave, man har fået. Og for os var det en stor, en stor udfordring. Så, du ved, der gik mange år mellem vores andet og tredje barn. Og desværre endte det med et tab ved fødslen. Og det var knusende for både mig og min kone og for hele vores familie.

Og det sendte ligesom chokbølger gennem hele vores familie. Og jeg tror, det mest smertefulde ved det hele er, at man altid tænker: hvad nu hvis. Man tænker: hvad nu hvis. Hvis den lille dreng var blevet født. Altså, hvordan ville han have været? Hvad ville han have kunnet lide?

Hvad ville vi have oplevet sammen? Og man gennemlever det igen og igen og igen i tankerne. Og så efter den oplevelse begyndte jeg at tænke på de udfordringer, som så mange andre familier går igennem. Og er der nogen mulig måde at forhindre, at de familier får de følelser og oplever de tab? Og det var egentlig der, jeg for alvor begyndte at grave mig ned i, hvordan vi kan bruge teknologi til at ændre udfaldet.